Bernt serverede dog også sluttelig en “gammel” kending, nemlig en vin fra vinhuset Montes. Bernt har – som med Bordeaux vinene – også en forkærlighed for Montes vine, og ikke uden grund, for Montes laver rigtig god vin til fornuftige penge.
Montes har navn efter en af de 4 ejere, Aurelio Montes, en af Chiles bedste winemakers, som også har fået et utal af priser. Vingården Montes er startet i 1987, hvor to erfarne og visionnære vinmagere, Aurelio Montes og Douglas Murray, besluttede at ville forbedre kvaliteten af chilensk vin, og forsøge at lave Chiles bedste vin.
I 1988 kom de sidste to partnere Alfredo Vidaurre og Pedro Grand med i projektet, og allerede i 1991 opnåede Montes sølvmedalje ved U.K. Wine Iinternational Challenge 1991 med deres 1987 Montes Alpha Cabernet Sauvignon. Det blev starten til et sandt eksporteventyr for Montes. I dag har Montes en årlig produktion af 6-7 millioner flasker vin og et utal af priser for deres forskellige vine.
Her en vin i Alpha serien, lavet på Carmenére, som vel kan kaldes Chiles nationaldrue. Frugten kommer fra Montes’ Archangel Estate i Marchigue, der ligger i den vestligste del af Colchagua Valley … kun 18 km. fra Stillehavet, hvilket giver kølige nætter, der er med til at give en god balance i vinene. Druerne til vinene i Alpha-serien håndhøstes. Efter gæringen lagres vinen 12 mdr. på nye og op til 2 år gamle fade af fransk eg.
Duftmæssigt er der proppet med mørke frugter, krydderier, søde tavlekridt og lidt ristede kaffebønner. Smagen er også mørk frugt med et strejf af rosin, kantet tannin, blæk/grafit. Trods det høje tanninindhold, så føles vinen egentligt ganske rund og drikkevenlig.
Forhandles hos Bichel Vine, hvor prisen for én flaske er 139,75 kr.